Eventyrslottet

Print

Eventyrslottet

Allerede i 1200-tallet lå der en sørøverborg på stedet, men den blev i 1398 købt af Dronning Margrethe I.

Gavnø Slot er et helstøbt rokokoslot og et af Danmarks smukkeste slotte, der byder på mange smukke oplevelser. Slottet indeholder fine eksempler på stilarterne inden for arkitektur, møbler og malerkunst fra det 15., 16., 17. og 18. århundrede, heriblandt gotik, renæssance, barok og rokoko.

Den store samling af antikviteter kan ses i de smukt møblerede værelser og sale. Få også et kig ind i Den Store Spisestue med det italienske stukloft, den store franske Bacchara lysekrone og gulvet af brede planker af pommersk fyr og de smukt møblerede gæsteværelser fra 1750’erne.

En forfatter, som besøgte Gavnø Slot i 1845, skriver: “I hele hovedbygningen er næsten alle gange og værelser, ja, for det meste endog trapperne behængt med malerier”. Dette fantastiske syn gælder også i dag.

En guide med historiske beskrivelser og billedmateriale over slottet kan rekvireres ved billetsalget.